GUIDE TIL IRESINE
12. oktober 2017
Iresine er en fin og farverig plante med forskellige bladformer og bladfarver. Bladene er enten grønne med toner af pink eller blodrøde. Stilkens farve er gennemgående pink, og derfor kalder jeg den for PINK RØRSYSTEM.
Placering og vanding
Iresine er glad for lys og solskin og vil gerne placeres mod øst, vest eller lidt tilbage fra syd.
Lad den tørre ud mellem vandinger, hvilket betyder at jorden skal være tør eller minimum til den tørre side, inden du vander.
Formering og trimning
Stiklingeformering. Stiklingerne opdeles i sideskud eller topskud. Sideskud vokser på siden af hovedstilkene. Topskud er toppen af en plante.
Du kan passende klippe topskud, hvis planten er ranglet. Du klipper en god stikling, regulerer samtidig plantens højde og fremmer en tættere vækst. Topskuddet klippes over et vilkårligt led, hvor du nu ønsker at afkorte højden til. Bagefter tilpasser du stiklingen til 8-10 cm. Stiklingen plantes direkte i så- og priklejord fra PINDSTRUP. Hold det let fugtigt indtil stiklingen tager fat.
Omplantning
Iresine vokser hurtigt og danner et kraftigt rodnet. Ser din plante pjevset ud, så er det ofte tid til omplantning. Nedenunder har jeg klippet en ældre plante ned og plantet den om. Efter fire uger har jeg igen en tilfreds plante med vokseværk.
ER DU INTERESSERET I STIKLINGER SÅ SEND EN HILSEN HER.