GUIDE TIL PILEA PEPEROMIOIDES

27. november 2016

Pilea er først og fremmest en grøn stueplante med nogle flotte linjer – dens lange tynde stilke med runde blade. Har haft den plante i mange år, så det er ubesværet at give gode råd omkring pasning.

GRUNDSKOLE – placering
Pilea vil helst placeres i et nordvendt vindue året rundt. Det næstbedste er et øst- eller vestvendt vindue. Det er vigtigt at den IKKE står i et sydvendt vindue i stærk middagssol – det kan den ikke lide og dens blade vil svides og få solskader. Det skal du være særligt opmærksom på forår og sommer, da solen dér er meget stærk.
Altså: En lys placering i en vindueskarm, men ikke i den stærke sol.

GRUNDSKOLE – vanding
Pilea, eller Elefantöra som den også kaldes, har godt af at tørre ud mellem vandinger. Det betyder at jorden gerne må blive tør mellem vandinger – eller som minimum til den tørre side. Den bryder sig ikke om at bo i fugtigt jord hele tiden, og vil over tid blive syg og dø af overvanding.
Altså: Lad den tørre ud mellem vandinger.

GRUNDSKOLE – formering
Pilea danner, når tid er, skud der er fundamentet til en ny plante. Skuddene dannes via planten og har en rejse under jorden for til sidst at dukke op i overfladen. Klip dem fra planten når de er 3-4 centimeter høje. Og klip en anelse lodret ned i jorden med saksen, så har du også noget underjordisk med fra skuddet.
Jeg anbefaler at du potter det afklippede skud med det samme i noget så- og priklejord fra PINDSTRUP.
Altså: Klip skuddet fra ved en vis størrelse og put det i jord med det samme.

Neden under kan du læse om ofte stillede spørgsmål til Pilea Peperomioides.

HVIDE PRIKKER EL. KNOPPER PÅ BASIDEN AF BLADENE PÅ DIN PILEA
Knopperne undrer og bekymrer nogle. Og bekymringen går på hvorvidt det er symptomer på utøj. Det er det ikke. Det er udskillelseskirtler, der er normal adfærd for dens planteanatomi.

Tekst og foto: Henny Kirstine Broberg

Share This Story, Choose Your Platform!